Det er 40 år siden, at D-A-D spillede deres allerførste koncert, og bandet har lige siden dengang leveret ufortyndede medrivende rock til både det danske og internationale publikum. De startede som unge knægte med at spille uprætentiøs countrypunk på de mindre spillesteder i København, og i dag står de bag en sand perlerække af udødelige rockklassikere som ”Sleeping My Day Away”, ”Bad Craziness”, ”Everything Glows” og mange, mange flere.
Det bliver et kæmpestort år for bandet, som har masser af fejringer og helt ny musik på vej. De har skrevet omkring 40 sange siden det forrige album, ”A Prayer For The Loud” (2019), og af dem har de fire musikere valgt de 17-18 bedste ud og indspillet dem. Lidt længere henne i processen vil de formentlig skære et par stykker fra, så det kommende album bliver ”all killers, no fillers”.
Næste sommer vil markere bandets 40-års jubilæum, og det vil selvfølgelig kunne mærkes på sætlisten, hvor klassikerne bliver blandet med nye sange. ”Det er fornemt at fylde 40 år og vide, at alle de sange, vi har skrevet stadig glæder folk over hele verden. Samtidig er det supervigtigt for os at se fremad og præsentere nye sange, som publikum aldrig har hørt før. Lige nu er vi dybt begravede i studiet, så har vi ikke planlagt alt endnu, men vi lover, at publikum kan se frem til et bundsolidt show – with rock you can trust!”, lyder det fra bandet.