Kære alle
Vores vurdering er stadig, at Lovparken er det eneste sted i Køge, der i dag kan rumme hele festugen sikkert, økonomisk holdbart og med de frivillige kræfter, vi har. Vi har undersøgt alternativerne grundigt. Her er svarene på de spørgsmål, vi oftest får, samlet ét sted.
Køge Festuge er musik, fællesskab og oplevelser på tværs af generationer. Børn, der leger. Unge, der mødes. Foreninger, der løfter i flok. Og tusindvis af mennesker, der hvert år skaber minder sammen.
Det begyndte i 2005, da nogle ildsjæle satte en gammel ladvogn op som scene på Torvet. Siden er flere frivillige og foreninger kommet til år for år, og nogle har været med helt fra starten. Det er deres arbejde, festugen står på i dag.
Hvem står bag – og hvem tjener på det?
Ingen pengemænd. Køge Festuge er en forening, stiftet af andre foreninger, og det er medlemsforeningerne, der står bag og stiller med mange af de frivillige.
Vi er seks i bestyrelsen, omkring 40 i udvalgsstyrelsen og op mod 800 frivillige. Bestyrelsen mødes i perioder flere gange om ugen, og udvalgsstyrelsen hver måned. Arbejdet slutter ikke efter sidste koncert: planlægningen af næste festuge begynder længe før, den første scene bliver sat op.
Overskuddet går tilbage til byen. I april 2026 uddelte vi omkring 1 mio. kr. til lokale foreninger. De har tilsammen over 9.000 medlemmer, svarende til cirka hver syvende borger i kommunen.
Kommunen giver et tilskud på 225.000 kr., og vi betaler omkring 230.000 kr. tilbage i leje og kommunale ydelser. Netto koster festugen altså ikke kommunen noget.
Mere end musik om aftenen
Over halvdelen af festugens samlede åbningstid er gratis. De bløde dage er vokset frem år efter år og er i dag festugens DNA:
• Børnedag med karneval fra Torvet, aktiviteter og koncert for over 1.000 børn, institutioner og familier.
• Simple Stafetten, byens motionsløb.
• Sammen om Livet, en dag for seniorer og mennesker med handicap, med blandt andre Ældre Sagen, Alzheimerforeningen, Køge Musikskole og Køge Kirke.
• Campus+, Sjællands største uddannelsesdag med 4.000–5.000 unge.
• Bilernes Dag på Torvet.
Modellen hænger sammen på én måde: Betalingsaftenerne torsdag til lørdag betaler for de gratis dage. Og det er de gratis dage, der får sponsorer, partnere og frivillige til at stille op. Fjerner man den ene halvdel, falder den anden. Derfor skal en fremtidig placering kunne rumme hele festugen, ikke kun koncerterne.
Hvorfor kan vi ikke vende tilbage til Torvet?
Fordi vi ikke kan få festugen godkendt der i den form, den har i dag. Mange har fantastiske minder fra Torvet, og det har vi også. Men festugen var vokset sig så stor, at der stod rigtig mange mennesker på pladsen, og kravene til sikkerhed ved store arrangementer er blevet skærpet: flugtveje, adgangsforhold og kontrol med, hvor mange der er på pladsen. I 2023 sagde politiet nej til Torvet, og kommunen anviste Lovparken.
Vi har undersøgt Torvet igen. En godkendelse kræver i dag hegn og kontrolleret adgang, samtidig med at butikker og restauranter skal kunne holde åbent. Så bliver pladsen for lille til, at festugen kan hænge økonomisk sammen.
Hvorfor skal man have billet?
Politiet kræver ikke billetter i sig selv, men de ønsker dokumentation for antallet af gæster. Og for at kunne dokumentere det er vi nødt til at have billetter. Det første år i Lovparken kom der en fredag så mange, at vi måtte lukke indgangen. Nogle gik så gennem naboernes haver og væltede hegnet for at komme ind. Så ved vi ikke længere, hvor mange der er på pladsen, og så kan festen ikke fortsætte.
Siden skal vi kunne kontrollere og dokumentere antallet af gæster, og det kræver billetter. Det var ikke vores ønske at indføre entré. Men et arrangement med billetkrav giver nye vilkår og højere udgifter, på enkelte poster over 400 procent. Derfor kan vi ikke give billetterne gratis væk på betalingsaftenerne. Kravet om dokumentation af antal gæster kommer fra politiet, og derfor må vi have billetter. Prisen kommer fra økonomien.
Hvorfor er Lovparken blevet et politisk spørgsmål?
Fordi lokalplanen for Lovparken er fra 1990 og handler om en friluftsscene, ikke en moderne festuge. Sådan er forløbet:
1. 2023–2024: Kommunen var både udlejer og myndighed og vurderede selv, at festugen kunne være i parken.
2. Marts 2025: Vi skrev under på en lejekontrakt for 2025–2027.
3. Maj 2025: Planklagenævnet gav to naboer medhold i, at lokalplanens formål ikke rummer festugen.
4. Juni 2025: Byrådet gav dispensation for 2025 og satte bagefter arbejdet med en ny lokalplan i gang.
5. 2026: Festugen fik igen dispensation. Den blev påklaget, og Planklagenævnet godkendte den enstemmigt. Den nye lokalplan blev forsinket, blandt andet af en nødvendig undersøgelse af flagermus i parken.
6. 31. august 2026: Vi søgte om dispensation for 2027.
7. 1. oktober 2026: Venstre meldte i avisen, at flertallet vil stoppe lokalplanen og ikke give dispensation for 2027.
Vores lejekontrakt for 2027 er ikke opsagt.
To ting er vigtige at forstå. For det første kræver en festuge af denne størrelse en lokalplan, uanset hvor den skal ligge. Det gælder også et nyt sted. For det andet skal vi kende næste års placering cirka 18 måneder før for at kunne planlægge sikkerhed, frivillige og økonomi forsvarligt. Uden en afklaring nu er festugen 2027 i fare.
Hvad med naboerne?
En festuge kan mærkes uden for hegnet. Det ved vi, og naboernes gener er reelle. Hvert år arbejder vi med lyd, adgangsforhold og hensynet til dem, der bor omkring parken.
I vores ansøgning for 2027 har vi foreslået konkrete ændringer:
• Musikken slukkes kl. 00 torsdag i stedet for kl. 01.
• Vi samler nogle af de bløde dage, så festugen fylder færre dage.
• Vi ændrer den gratis ungdomsaften om onsdagen.
De 84 familier med have ud mod parken har fået tilbudt kontant kompensation i stedet for armbånd. Syv familier har taget imod det.
Vi kan ikke love, at alle bliver enige om alt. Men vi vil gerne lytte, lære og finde løsninger sammen med beboerne omkring Lovparken.
Hvorfor er det så svært at finde et andet sted?
Fordi det handler om meget mere end en græsplæne med plads til en scene. Vi begynder altid med sikkerheden: Kan gæsterne komme sikkert ind og ud? Er der flugtveje nok? Kan brand og redning komme frem? Hvor mange kan området reelt rumme? Kan sikkerheden ikke løses, stopper vi der.
Derefter kommer tilladelser, lokalplan og vilkår. Så strøm, vand, toiletter, transport, varelevering, artister, underlag og naboer. Og til sidst: Er der plads til de fællesskaber, der gør festugen til en festuge?
Sted | Hvorfor det ikke er en løsning i dag |
Torvet | For lidt plads, når der skal hegnes ind, og butikkerne skal holde åbent. |
Pladsen ved Ravnsborghallen | Broen, jernbanen og adgangsforholdene. Kræver shuttlebusser i pendulfart, fx forbi Søndre Skole. Vi ser ingen tilfredsstillende sikker løsning. |
Stadion | Dyrt at genetablere græsset bagefter, og svært at give plads til hele ugens bløde aktiviteter. |
Pladsen ved Rishøjhallen | Jernbanen spærrer i én retning, og sikkerheden rækker ikke til det antal gæster, festugen skal rumme. |
Flere steder i byen | Hvert sted kræver sin egen sikkerhed, indretning, bemanding og drift. Det kan hverken økonomien eller de frivillige bære. |
Gammel Køgegaard | Vi havde flere møder med fonden bag stedet, men blev bedt om at stoppe af kommunen og i stedet se på marinaen. |
Amfiteatergrunden ved Køge Marina | Plads til højst omkring 5.200 gæster. Se nedenfor. |
Marinaen
Marinaen er det sted, flertallet peger på. Vi besigtigede amfiteatergrunden i august med eksterne sikkerhedsrådgivere og sendte samme dag kommunen en liste over uafklarede forhold. Den har vi ikke fået svar på.
Kommunen har siden fået lavet en rapport om grunden, som vi har fået via aktindsigt. Den bekræfter vores bekymringer:
• Kapacitet: Grunden har én flugtvej. Med de nuværende forhold kan den højst rumme omkring 5.200 gæster. I Lovparken har vi omkring 12.000.
• Økonomi: Med så få gæster hænger økonomien ikke sammen. De fleste udgifter er de samme, uanset hvor mange der kommer.
• Uafklarede forhold: Jordforurening, dræn ved kraftig regn, natur og ynglende fugle, kystbeskyttelse, militær skibstrafik i havneindløbet og hensynet til marinaen, bådejerne og hotellet.
• De bløde dage: Flere af aktørerne bag børnedagen, Campus+ og de andre bløde aktiviteter har sagt, at de ikke ser sig selv på marinaen. Så bliver festugen en festival.
• Lokalplan og tid: Grunden kræver også en ny lokalplan. Vores vurdering er, at en flytning tidligst kan ske i 2028.
Har festugen opbakning?
Ja, bred opbakning. En undersøgelse, som Norstat lavede for os i september blandt 261 borgere i hele Køge Kommune, viser, at 61 procent har et positivt syn på festugen, og 12 procent har et negativt. Hele rapporten ligger på vores hjemmeside, så alle selv kan vurdere den.
Under festugen spurgte vi selv 415 gæster. 90 procent svarede, at festugen ligger det rigtige sted. Det er en uformel undersøgelse, men svarene kom fra 50 forskellige postnumre. Og da en borger på eget initiativ startede en underskriftsindsamling for festugen i Lovparken, fik den 1.500 underskrifter på 2,5 døgn.
To andre kommuner har spurgt, om vi vil hjælpe med at skabe noget lignende hos dem. Vi er beærede, men vores ønske er at blive i Køge.
Hvor står vi så nu?
Pr. 27. oktober 2026 er vores vurdering fortsat, at Lovparken er det sted, der bedst kan rumme hele Køge Festuge. Det betyder ikke, at alle udfordringer er løst. Lovparken er krævende at arbejde i, med strøm, kloak, adgang, lyd og et stramt tidsvindue til op- og nedtagning. Men den virker, og den er afprøvet.
Vi har undersøgt alternativerne. Ingen af dem er i dag sikre, økonomisk holdbare og mulige at gennemføre med de frivillige kræfter, vi har. Vi arbejder løbende på at mindske generne for naboerne, og vi ønsker faste rammer for festugens størrelse skrevet ind i en lokalplan, så sagen ikke skal tages op hvert år.
Det, vi beder om, er en afklaring, så foreningerne og de frivillige ved, hvor de skal stå i uge 35 næste år.
Vi vil bevare pladsen til børnene, de unge, seniorerne, foreningerne og de store musikoplevelser. Alt det, der i over 20 år er vokset frem, fordi mennesker har valgt at skabe noget sammen. Det begyndte med nogle ildsjæle og en gammel ladvogn. I dag er Køge Festuge en del af rigtig mange menneskers historie, og den historie vil vi gerne skrive videre på sammen med jer.
Venlig hilsen
Køge Festuge