Shubberne er ikke bare et hyldestband. De har stået i lære hos de originale Shu-bi-dua-legender og har i mere end 10 år turneret landet rundt med Claus Asmussen, Bosse Hall Christensen og Willy Pedersen.
I december 2023 takkede Claus og Willy af efter et langt liv med Shu-bi-dua – og gav stafetten videre. De bad Shubberne om at føre musikken videre.
Det gør de.
Med respekt for originalerne – og med kærlighed til detaljen – spiller Shubberne Shu-bi-duas største og mest elskede hits, præcis som de lød på pladerne. Publikum får den ægte lyd, de ikoniske soloer og den velkendte energi, der har gjort sangene til en del af den danske musikalske folkesjæl.
I 2024 blev holdet yderligere styrket. De ikoniske guitarpassager leveres nu af Jesper Hofmann Lindahl, tangenterne håndteres af Lars Rahbek, og bag trommerne sidder Jimmi Koldenborg. Sammen udgør de et ekstremt stærkt liveband, der leverer festen med både præcision og spilleglæde.
Det bliver en aften med fællessang, nostalgi og klassikere på stribe.
“For vi ka’ aldrig få nok…”